Guides › Kvæg › Staldskærm

Staldskærmen i inseminationen

Tabletten ved tanken. Store tal, farver og ikoner — ingen dansk krævet. Sådan sætter du den op, og sådan registreres en dags løbninger på under et minut.

Opdateret

Insemination er en del af Kvæg-modulet, som er i test. Modulet er endnu ikke åbent for andre gårde og er ikke en del af standardpakken. Vil du høre mere, så skriv til os.
Hvem
Alle med pinkodeOpsætningen kræver leder eller ejer
Hvor
Staldskærmen → InseminationTabletten tagges som „Insemination“
Tid
Under et minut for en dags køerOpsætning: ca. 2 minutter

Skærmen ved tanken

Den er bygget til én situation: det er tidligt, der er handsker på, og personen ved tanken taler måske ikke dansk. Derfor er ingen instruktion på skærmen afhængig af at kunne læse dansk. Dyrnummeret er det største på siden, servicetypen er et tal eller en pil i en farvet cirkel, sæden er farvet efter raceretning frem for tyrenavn, og begrundelser er pictogrammer.

Skærmen viser kun de køer, en leder har markeret. Den vælger aldrig selv en ko, og den bytter aldrig selv en tyr.

1

Sæt tabletten op

Staldskærmen er den samme app som tidsregistreringskiosken — den tagges bare til et andet formål.

  1. Åbn staldskærms-appen på tabletten og log på som leder eller ejer.
  2. Er det en ny tablet: Tilføj enhed, vælg enhed, vælg formålet Insemination, giv den et navn og opret.
  3. Er det en tablet, I allerede har: find den på forbindelsessiden og tryk Insemination på dens lille række af formåls-knapper.

Tabletten booter herefter direkte ind i inseminationslisten. Den mister ikke tidsregistreringen — formålet bestemmer kun, hvor den lander.

To ting skal være på plads, ellers kan der ikke registreres. Gårdens blåhvide tyre og Angus-tyre skal stå i indstillingerne. BELGIAN BLUE og ANGUS er racer, ikke tyre — er listen tom, nægter kiosken at registrere den række frem for at skrive et racenavn, som om det var en tyr.

2

Arbejdslisten

Øverst: et stort tal med antallet af køer, der venter. Ved siden af kan der stå to ting mere:

  • Et gult timeglas med et tal — registreringer, der ligger i udbakken og endnu ikke er sendt.
  • En rød trekant med et tal — registreringer, der kræver en leder. Tryk på den.

Køerne står som kort, fire i bredden. Hvert kort har to felter, der gør to forskellige ting:

  • Venstre kant med fluebenet — sætter hende på holdet, der blev løbet præcis som planlagt. Det er det normale.
  • Resten af kortet — åbner koen. Det er den eneste vej til en anden tyr, til Anden tyr og til Ikke udført.

På kortet står dyrnummeret stort, servicetypen som ikon i en cirkel, og sæden: enten et blåt felt med den blåhvide tekst, eller valg 1 fra planen i raceretningens farve. Er valget udsolgt, er navnet streget over.

Er kortets venstre kant i stedet et rødt forbudsskilt, er alle hendes valg udsolgt. Hun kan ikke tages med på holdet — men hun kan åbnes, og Anden tyr er stadig en vej ud, fordi tælleren er et estimat og tanken er sandheden.

3

Det normale: markér holdet og bekræft én gang

Sæt flueben ved alle de køer, der blev løbet som planlagt, og tryk den grønne knap nederst med antallet på.

Så spørges der én gang pr. racemærkat — ikke én gang pr. ko. Er der fire blåhvide i holdet, kommer der ét spørgsmål med tallet 4 og mærkaten ved siden af, og så tyrene som knapper. Antallet er det største på skærmen, så det er tydeligt, hvad man svarer for.

Derefter: hvem (medarbejderens navn på en knap) og pinkode — én pinkode for hele holdet. Fire cifre pr. ko er ikke noget, nogen gider i en stald, og en session, der kun åbner ved en godkendt pinkode, virker ikke, når netværket er nede.

Er en ko i holdet en racemærkat, gården ikke har navngivet tyre til, listes hun med sit nummer og springes over. Resten af holdet går igennem, og hun bliver stående på arbejdslisten.

4

Én ko ad gangen

Tryk på kortet. Hun åbner med sit nummer i kæmpe skrift.

Sædvalget

Er hun blåhvid, er der ét stort felt i blåt. Ellers de rangerede valg 1–3: valg 1 er størst, og beholdningen står til højre. Et udsolgt valg er streget over.

Farven er raceretningen, ikke tyren. Det er derfor, faldet fra kødkvæg til malkerace er noget, man ser, hvis man tager valg 2 i stedet for valg 1 — i stedet for noget, der sker i stilhed.

Har valget en pil til højre, er det en race og ikke en tyr: der kommer ét tryk mere, hvor du vælger hvilken tyr.

Anden tyr

Der blev insemineret — bare med en anden tyr end planens. Det er en rigtig løbning: den tælles, den trækker et strå, og den skal tastes i DMS.

Efter tyren spørges der om en begrundelse: Tom beholder, Leder har bestemt det, eller Andet.

Ikke udført

Der blev ikke insemineret. Opgaven lukkes, og der skrives ingen løbning og trækkes intet strå.

Begrundelse: Ikke i brunst, Ko ikke fundet, Forkert boks eller Andet.

De to er holdt adskilt med vilje, fordi de betyder det modsatte af hinanden længere nede: Anden tyr skylder DMS, sædlageret og nøgletallene en registrering. Ikke udført skylder ingenting.

Til sidst det samme som på et hold: hvem, og pinkode.

5

Uden netværk

Hver registrering går gennem en udbakke — også når der er forbindelse. En staldtablet taber sit netværk, og en løbning, der kun findes, fordi nogen tilfældigvis stod inden for rækkevidde, er ikke en løbning, nogen kan stole på.

  • Grøn flueben-cirkel: sendt.
  • Gult timeglas: gemt på tabletten, sendes når der er forbindelse igen.
  • Efter et hold vises hver ko for sig med sin egen farve, hvis noget kræver opmærksomhed. Gik alt igennem, er der bare ét flueben.

Udbakken ligger på den tablet. En registrering, der er blevet afvist, kan ikke ses fra kontoret — reparationen skal ske på selve tabletten.

6

„Kræver en leder“

Den røde trekant med et tal øverst. Tryk på den, og du får de registreringer, der ikke kunne sendes:

  • Nøgle-ikon: pinkoden blev afvist. Én forkert pinkode på et hold på tolv sætter alle tolv i kø. Derfor er der en knap, der tager hele bunken på én pinkode-indtastning — ellers ville man have byttet holdet tilbage til fire cifre pr. ko.
  • Forbudsskilt: registreringen blev afvist. Fx fordi tyren stadig er en bar racemærkat, eller fordi opgaven ikke længere er åben (nogen annullerede hende fra kontoret).

Hver linje kan enten prøves igen med pinkode eller kasseres. En kasseret linje forsvinder fra tabletten — sørg for, at koen bliver håndteret på anden vis.

Det du skal vide om skærmens grænser

  • En markering udløber ikke af sig selv. Er en ko markeret i går og aldrig udført, står hun der stadig. Ryd op fra markeringsskærmen med Fortryd.
  • Listen kan ikke afgrænses til én besætning, før besætningsnummeret står på enheden. På en gård med flere besætninger viser tabletten alle markerede køer på gården.
  • Der er ingen fortryd på en registrering. Er der trykt forkert, rettes det i DMS, og strået er trukket fra lageret.

Godt at vide

Hvem må registrere?

Enhver medarbejder med en pinkode. Det er derfor, tyren aldrig kan skrives frit — valget kommer fra planen eller fra gårdens egne lister.

Hvorfor kan jeg ikke skrive tyrens navn?

Fordi to stavemåder af den samme tyr deler sædlageret i to og splitter drægtighedsprocenten samtidig. Nye tyre tilføjes ét sted: i indstillingerne eller på sædlageret.

Kan tabletten både bruges til stempling og insemination?

Ja. Formålet bestemmer kun, hvilken skærm den lander på ved opstart.

Hvad hvis modulet ikke er slået til?

Så siger skærmen Ko-modulet er ikke slået til. Det aktiveres af FarmHelp pr. gård.

Prøv det i din egen gård

Opret en konto og prøv hele FarmHelp gratis i 30 dage. Intet oprettelsesgebyr, ingen binding.

30 dages gratis prøve · Telefonsupport kl. 8–16 · Dansk & engelsk